IgniteSocle du MondePoliti

Satellit i København

Herning Kunstmuseum åbner satellit i København på Bredgade i Lindencrones Palæ, som tidligere husede bl.a. den engelske ambassade. Palæet er beliggende midt på gallerigaden overfor Bruun Rasmussens Kunstauktioner og Hotel Phønix. Bestseller ejer bygningen og har renoveret fra øverst til nederst og stillet en række rum i parterre til rådighed for Herning Kunstmuseum.

Hotline for kunst

Herning og provinsen har altid haft svært ved at få hovedstaden i tale, mediemæssigt og i øvrigt. Herning K bliver derfor både Herning Kunstmuseums hotline til København, og et udstillingssted med en særlig københavnsk/herningensisk profil på en central og smuk beliggenhed.

Herning og kunsten

Herning, der er en af Danmarks yngste byer, er på trekvart århundrede blevet et center ikke blot for tekstilindustri, træindustri og messer, men også for kunst. Som følge af industriens udvikling på denne egn fulgte et rigt kulturliv, hvor et spændende kunstmiljø blev skabt dels på privat dels på kommunalt initiativ.

Anglifabrikken, der i dag huser Herning Kunstmuseum, blev bygget i 1965 efter tegninger af arkitektfirma C.F. Møller i Århus, men grundideen og skitsen til fabriksbygningen stod havearkitekt professor C. Th. Sørensen for. Det var også ham, der udformede dispositionsplanen for hele området øst for Herning, Birk Centerpark, hvor Herning Kunstmuseum og Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt Museet, Skulpturparken og De Geometriske Haver i dag er placeret.

C. Th. Sørensen lod cirklen spille en afgørende rolle i hele projektet. Angligården er således en næsten cirkelrund bygning, der kun brydes af en gennemgang til den indre cirkelrunde gård, hvor kunstneren Carl-Henning Pedersen har udsmykket muren med en 220 meter lang keramisk frise "Fantasiens leg om livets hjul" fra 1968. Huset og arealerne omkring Angligården er i dag fredet.

Kunstens Hus Herning

De stolte traditioner fortsætter. Efteråret 2008 planlægges Kunstens Hus Herning (arbejdstitel) åbent.

Kunstens Hus Herning forener - for første gang - tre markante kulturelle institutioner: Herning Kunstmuseum, Ensemble MidtVest og Socle du Monde. Bygningen skal præsentere publikum for billedkunst og musik på internationalt niveau. Centret omfatter permanente og skiftende udstillingsgallerier, et auditorium med 150 pladser, øverum til musik, restaurant, mediebibliotek og administrative kontorer. Selvstændige koncerter og udstillinger, såvel som en lang række arrangementer på tværs af kunstarterne er husets kerne.

Det vindende arkitektforslag fra Steven Holl Architects fremkommer ved en fusion af landskab og arkitektur - og sigter efter at skabe stedet. For mere information se også www.herningcenterofthearts.dk.